Jeg synes, der er noget tiltrækkende over 1980’ernes yuppie-kultur i New York. Man kan grine af de puffede skulderpuder og hytteskoene, men alligevel forbinder jeg yuppie-kulturen som noget, jeg synes var spændende i min barndom. Jeg tror, at det skyldes, at når jeg som barn så serier fra USA, så var det noget nyt, noget stort og noget virkelig dragende. Det store land hvor de talte et spændende sprog. Et sprog jeg senere selv kom til at tale, efter vi begyndte med engelskundervisningen i skolen.

Siden da fik jeg penneveninder fra USA. Den ene boede i Baltimore og den anden i Indiana. Det er mange år siden, og jeg husker mest af alt, hvordan glæden var stor, når der var brev fra USA. Ja dengang sendte man breve til hinanden. Håndskrevne breve, som kunne være flere sider lange. Man fortalte om sin familie, sine interesser, sin hverdag. Jeg kan huske, at jeg spurgte, i hvertfald den ene, om hun havde været i Beverly Hills. Det var nemlig lige, da Beverly Hills-serien var på sit højeste.